Om svaner og forsinkelser

At bygge Restaurant Vandvid er en øvelse i tålmodighed, vedholdenhed og at leve med forsinkelser.

Det er komplekst at bevæge sig ud på vandet i Københavns havn… på mere end én måde. Der er meget få pladser til husbåde i havnen. Der er mange regler. Der er mange forskellige instanser, som skal sige ja. Hør bare her:

Vandet tilhører By&Havn. Men kajkanten tilhører grundejerne på land. Begge skal give tilladelse til at vi må lægge til og leje pladsen, slutte os til installationerne i kajen for el, vand og afløb, osv.

Københavns Kommunes center for bygninger skal give os tilladelse til selve byggeriet. De skal godkende bådens færdige udseende og at alt er lovligt i forhold til brandsikring, flugtveje, toiletforhold, adgangsforhold, hvor mange personer der må være ombord, osv. osv.

Båden skal også optages i Søfartsstyrelsens skibregister og godkendes af en autoriseret skibsingeniør.

Kunne man så endda søge om én ting ad gangen, var det mere ligetil. Men den ene instans vil nødig sige ja, før de andre også har gjort det – så det er lidt som at jonglere og skulle have ALLE boldene i luften på samme tid.

Ind i mellem har vi også lige oprettet et fælles firma og lavet advokataftaler, momsnummer og bankkonto. Vi har navngivet restauranten, købt domænet, fået designet vores logo og lavet denne hjemmeside. For ikke at forglemme at Jens Emil er blevet far til en datter den 25. marts.

Vi finder vej gennem labyrintens cirkler ét skridt ad gangen. Den grimme ælling af en betonklods skal nok blive til en smuk og stolt svane til sidst!

Svane? Var der nogen, der sagde svane?

Det her skete i april, da vi lige troede vi skulle lægge nogle dækplanker: En svanefamilie mente, at vores lille mobile hjælpeplatform var et fint-fint sted at bygge deres rede.

Reden bestod af nogle gamle trevler af fiskenet, reb og papstykker – ikke ligefrem arkitektens drøm, men skidt pyt. Svanemor lagde sig til rette på sine æg, svanefar stod vagt og hvæsede og baskede faretruende med sine vinger hver gang, vi nærmede os.

Ivan og Jens Emil er bløde mænd. I stedet for at jage svanerne væk, begyndte de at fiske tang op og lange det op på platformen med en bådshage, så reden kunne blive lidt pænere. Svanemor råbte og skreg af dem men tog alligevel for sig med næbbet af de ekstra byggematerialer.

Sådan gik det til, at et kuld svaneunger kom til verden på vores skib og begyndte at pjaske rundt, mens deres stolte forældre stod på hovedet for dem, ganske som vi kender det fra menneskenes verden.

Og dækplankerne blev lagt og vi fejrede Jens Emils 40 års fødselsdag ombord sammen med venner og familie og yngste medlem af Team Vandvid: Jens Emil og Louises lille Auguste.